...

Råderet

Råderetten betyder retten til at forbedre eller ændre din bolig. Ved forbedringer af boligen kan du ved din fraflytning få økonomisk godtgørelse for dine dokumenterede udgifter til forbedringerne.

Princippet i råderetten er, at du selv bestemmer, hvad der skal ændres og, at du selv sørger for, at arbejdet bliver udført og betalt. Du har også lov til at opsætte eller nedtage ikke bærende skillevæge, men du kan ikke få nogen godtgørelse for den type arbejde.
Du skal altid give boligselskabet besked, inden du får udført arbejde i henhold til din råderet. Arbejdet må ikke sættes i gang, før boligselskabet har givet en skriftlig tilladelse til det.

Installationsret
Når du lejer en almen bolig, har du altid ret til at foretage almindelige installationer i din bolig. Det kan være køleskab, vaskemaskine, opvaskemaskine og lignende.
Der kan være sjældne tilfælde, hvor ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationerne. I disse tilfælde vil boligselskabet modsætte sig installationen.

Spørg derfor altid en varmemester eller kontakt kontoret, inden installationen påbegyndes. Den vaskemaskine, tørretumbler m.v., som er installeret efter installationsretten, tilhører dig. Det betyder, at du selv skal dække alle udgifter til vedligeholdelse og reparation af det installerede.

Sørg altid for, at installationen udføres lovligt og håndværksmæssigt rigtigt. Du skal nemlig selv dække eventuelle skader, hvis installationen er udført forkert.

Læs mere i pjecen "Råderetten" fra BL – Danmarks Almene Boliger.